|
Print 
Tip en ven 
Tilgængelighed √
Lederen
Menneskerettighederne fik efter 60 år en ny dimension den 26. september 2008, da Folketinget valgte at underskrive FN’s Handicapkonvention (og endnu vigtigere valgte at ratificere konventionen den 28. maj 2009). Det markerede en udvikling hen imod et samfund, hvor man ikke diskriminerer på baggrund af små forskelle; farve, religion eller køn, men nu heller ikke pga. handicap (og forhåbentlig også snart seksualitet). Det er en proces, der har været lang tid undervejs og med stadige mange udfordringer selv efter den er underskrevet.
I denne konvention har vi som unge med handicap ikke kun fået ligestilling på en hel del områder, men endnu vigtigere har vi fået rettigheder. Vi har nu mulighed for at sige, at vi ikke skal have ”hjælp” til at få ligestilling, men vi har ret til at være ligestillet. Vi går fra at ”bede” om at få lige muligheder til, at vi kan fremhæve vores rettigheder og få oplyst hvornår vi får dem opfyldt.
Knipser man så bare og siger ”lad der være lys”? Og så bliver der lys… desværre, så hurtigt går det ikke.
Af to årsager: - For det første er det en proces, hvor rettighederne skal implementeres i vores lovgivning og hindre diskriminering af personer med handicap. Vi skal især huske på, at selvom lovgivningen bliver ændret kommer der til at gå sin tid, inden den er tænkt ind på alle planer i samfundet – og der er også dele i samfundet, hvor man ikke før har taget hensyn til de områder, som konventionen ligger op til. Men det vigtigste er nok, at den skal blive en integreret del af den tankegang som det omgivende samfund har – altså en holdningsændring og en vilje hos både samfundet og befolkningen, til at ændre forholdene.
- For det andet har Danmark (indtil videre) besluttet ikke at underskrive den frivillige tillægsprotokol, der gør det muligt at klage til et FN-organ eller afklare spørgsmål til konventionen.
Hvorfor skulle der så gå så lang tid inden, at personer med handicap fik de samme rettigheder, som de der gælder i den oprindelige konvention? Det er et spørgsmål, som er svært at svare på, men det ligger højst sandsynligt i det faktum, at det er svært at være synlig, når man er en minoritet og ”hvad man ikke kan se, kan man ikke forholde sig til”. Man kan så overveje, om det er bevidst eller ubevidst… Det vi skal huske ved denne konvention er, at vi ikke har fået nye rettigheder som personer med handicap, men derimod, at de enkelte stater skal sikre de allerede eksisterende grundlæggende menneskerettigheder, bare nu med den vinkel, der berører personer med handicap.
Hvad er det så vi har fået ud af at få denne konvention? Vigtigst af alt er, at vi nu er indbefattet i den oprindelige konvention. Dernæst, at vi nu har mulighed for at rettighedsargumentere og ikke længere skulle prøve at påvirke folks gode vilje for at opnå de basale rettigheder, som alle andre har.
For at uddybe dette kan et eksempel fremhæves, der er fundamentalt forskellig fra før konventionens vedtagelse til efter den er blevet vedtaget, og det er uddannelsessystemet. For på dette område har staten efter vedtagelsen forpligtet sig til at sørge for, at alle børn med handicap har ret til uddannelse på lige grundlag med alle andre. Det gælder også at have mulighed for at deltage i det ”almindelige uddannelsessystem” samt, at dette skal kunne ske i ens nærområde.
Der er lang vej endnu. Konventionen har kun givet os en mulighed for at fremhæve, at vi som unge med handicap har samme rettigheder som andre, men det kan kun ske ved, at vi selv er deltagende i det omgivende samfund, at vi gør opmærksom på os selv, som unge der har et stort potentiale, mulige ressourcer og forskelighed, der kan give ligeså meget til samfundet, hvis man giver os muligheden – og vi tager den!
Af Isabella Leandri-Hansen
|
|
