Ansøgning til
Ungdommens Folkemøde

Ungdommens Folkemøde er en demokratisk ungdomsfestival, der finder sted den 2.-3. september i Valbyparken og samler omkring 30.000 unge over to dage. SUMH har en stand på Ungdommens Folkemøde, og vi vil rigtig gerne have jer med!
Sådan kan I være med på Ungdommens Folkemøde
I kan komme med SUMH på Ungdommens Folkemøde, hvor vi sammen skal skabe opmærksomhed om vores fælles mærkesager. Det gør vi ved at fortælle de unge, der besøger Ungdommens Folkemøde om vores arbejde, lave forskellige aktiviteter og give de besøgende mulighed for at møde de unge, vi repræsenterer.
SUMH sørger for frokost og refunderer transportudgifter. Som udgangspunkt tilbyder vi ikke overnatning.
I kan være med på to måder:
1. Lav en aktivitet hos SUMH
I kan lave en aktivitet i SUMHs stand på Ungdommens Folkemøde. Det kan for eksempel være et sceneindslag, en workshop, en kreativ leg eller noget helt fjerde, der sætter fokus på ungdomsliv med handicap. Når I laver en aktivitet, har I også mulighed for at deltage som frivillige i SUMHs stand.
Jeres aktivitet skal være frivilligdrevet og kan vare mellem 15-60 minutter. I kommer til at have det overordnede ansvar for jeres aktiviteten, men vi hjælper selvfølgelig med det praktiske på dagen og med at skabe opmærksomhed om aktiviteten op til og på Ungdommens Folkemøde.
Hvis I ønsker at lave en aktivitet på Ungdommens Folkemøde, sørger vi selvfølgelig for, at det fremgår tydeligt, at aktiviteten er lavet i samarbejde mellem jer og SUMH.
I behøver ikke at have styr på alle detaljer, når I sender en ansøgning. Det vigtigste er, at I har gjort jer overvejelser om den aktivitet, I gerne vil lave.
For at få en aktivitet med i SUMHs stand, skal I udfylde et kort ansøgningsskema og sende det til Thit-Marie på thit@sumh.dk senest mandag d. 25. maj.
2. Bliv en del af SUMHs aktiviteter
I kan også deltage på Ungdommens Folkemøde som frivillige for SUMH som en del af de faste aktiviteter i SUMHs stand. I kan både deltage som gruppe eller sende enkelt frivillige. Vi sørger for, at få alle godt med ombord.
I SUMHs stand kommer der blandt andet til at være aktiviteter som:
- Prøv et handicap og mærk hvordan det er at leve med forskellige funktionsvariationer
- Få en fake tattoo med normbrydende budskaber
- Et pusterum med kreaaktiviteter som malebøger og perler
Som frivillig i SUMHs stand kan du/I være frivillig den ene eller begge dage. Du kan enten være frivillig en halv eller en hel dag af gangen alt efter hvad der giver mening for dig.
Skriv til Thit-Marie på thit@sumh.dk, hvis du/I vil være frivillige hos SUMH til Ungdommens Folkemøde. Der er deadline primo august for tilmelding.