Kongelig invitation åbner politiske døre

Simone Perhson er aktiv i SUMH, hvor hun blandt andet sidder i bestyrelsen, og på Instagram er hun @simone_med_sclerose. Der deler hun bidder af livet som ung – også som ung med sklerose. Simone var én af de 400, der blev inviteret til Prins Christians 18-års fødselsdag.

Den 15.oktober fyldte Prins Christian 18 år. Festen blev holdt på Christiansborg Slot, og blandt gæsterne var kendte, andre kongelige, sportsfolk og politikere. SUMH var selvfølgelig også repræsenteret med to gæster, William Korte og Simone Pehrson. Nu er det hele kommet lidt på afstand, og vi har talt med Simone om oplevelsen, efter hun har fordøjet indtrykkene.

“Det var en meget stor oplevelse, som jeg aldrig havde forestillet mig at jeg skulle opleve. Man blev fyldt med indtryk fra man tager første skridt ind ad døren, og den følelse sidder stadig i mig, og gør nok noget tid endnu. Flere dage efter var jeg stadig på en lyserød sky af fantastiske oplevelser,” siger Simone.

Simone Perhson på trappen til Christiansborg før festen.

Det er heller ikke enhver, der bliver inviteret til fest på Christiansborg Slot sammen med kommende konger, dronninger og alle slags kendte mennesker og det kan tage pippet fra enhver.

“Jeg kunne ikke glæde mig til dagen, før den faktisk var der. Der var så mange praktiske ting at ordne, som gav lidt stress,” siger hun.

Men da dagen oprandt og det blev tid, så det heldigvis anderledes ud fra Simones perspektiv.

”Jeg havde ladet mit energi-batteri helt op dagene før festen og sørget for, at jeg ikke havde flere planer end nødvendigt, og dette gavnede heldigvis,” siger hun.

En helt særlig samtale

Ved en fest som Prins Christians fødselsdag er der en del ting, som man ikke oplever til almindelige fødselsdagsfester for unge. Der var ingen ølbong og ikke noget med at drikke 18 shot i træk. Til gengæld var der en lille særlig udvalgt skare af gæsterne, der blev inviteret til en samtale med dronning Margrethe. Men, hvad pokker taler man med en dronning om, når man er Simone fra Esbjerg?

“Det var en meget spændende og hyggelig samtale. Dronningen var meget interesseret og nysgerrig, og hun stillede mange gode spørgsmål til det frivillige arbejde, jeg laver. Hun var også meget sød og imødekommende, og jeg følte mig meget tryg ved hende,” siger hun.

Det betyder noget for sagen

Simone er en aktiv stemme i kampen for rettigheder for unge med handicap. Det er vigtigt arbejde, og sammen med alle andre aktive i SUMH og medlemsorganisationerne gør hun alt, hvad der er muligt for at skabe rammer, så unge med handicap kan få det ungdomsliv de ønsker.

Derfor er Simone heller ikke i tvivl om, at det betyder meget for SUMH og andre ungdomsorganisationer, at de bliver inviteret med til sådan en begivenhed og står i spotlightet for en stund.

“Jeg tror, at det gør rigtig meget for SUMH at have repræsentanter med. Det viser jo, at vi har fat i noget, med alt det vi engagerer os i – og det faktum at vi bliver nævnt diverse steder, det er med til at åbne folkets øjne for, hvem vi er, og hvad vi laver,” siger hun.

Før Simone drog mod København og Christiansborg Slot mærkede hun allerede, at flere fik øje på hende. De lokale aviser ville interviewe hende og på sin Instagram-profil fik hendes opslag om invitationen, kjolevalget og al anden forberedelse stor opmærksomhed. Pludselig er folk nysgerrige og vil høre mere om hendes oplevelse.

“Det har været sjovt. Børnene nede på den skole, hvor jeg er i praktik, skulle se det hele og følge med i kjolevalget. De havde nærmest mere krise over kjolerne, end jeg selv havde. Og så sent som i dag var jeg til fysioterapi. Der kom sekretæren hen og skulle høre hele historien om dagen – og jeg har aldrig snakket med hende før. Det er sjovt. Det var jo også en fantastisk oplevelse som kun få prøver, så jeg deler hellere end gerne mine fortællinger”, siger hun.

Simone vender tilbage til det politiske i invitationen, og det som egentlig også er årsagen til, at hun kom med. Nemlig engagementet i SUMH og Scleroseforeningen og det handicappolitiske.

“Jeg tror, at det har åbnet en dør på vid gab. Og den bliver svær at lukke igen, for vi er flere og flere, der råber op med vores budskaber og derfor også flere og flere, som bliver hørt,” siger hun.

Hun er meget beæret over at være inviteret, og hun er stolt af at kæmpe for de rettigheder, hun har som kronisk syg.

“Jeg er beæret over at være inviteret til denne royale fødselsdag, fordi jeg kæmper for de rettigheder vi har, som ikke altid står nemt tilgængeligt for os – og det er fedt, at det når til kongehuset,” siger hun til sidst.


Få nyheder fra SUMH

Få relevante nyheder fra SUMH direkte i din indbakke ca. 4 gange om året.

"(Skal udfyldes)" indikerer påkrævede felter

Privatlivspolitik(Skal udfyldes)