Hvorfor er fritiden så vigtig?
Fritiden er den tid, vi selv bestemmer over. Dette gør sig også gældende for unge med handicap, der er tilknyttet et social- og/eller specialpædagogisk tilbud. For unge, der bor på botilbud, ser fritiden anderledes ud end for unge med handicap, der bor hjemme eller i egen bolig.

Fælles for alle er, at fritiden er særlig. Fritiden er ikke forbundet med et skal på samme måde som fx uddannelse, arbejde og rehabilitering. I fritiden har vi alle i forskellig grad mulighed for at afprøve eller dyrke interesser og herigennem udvikle os personligt og socialt.
Der er tre elementer, som skal være til stede, for at en aktivitet i denne sammenhæng kan defineres som fritidsaktiviteter:
- Man skal tage aktivt del i aktiviteten som udøvende. Deltagelse som tilskuer til en koncert eller en fodboldkamp kan derfor ikke i denne sammenhæng defineres som en fritidsaktivitet.
- Fritidsaktiviteten kan være et organiseret tilbud, fx i en fodboldklub eller en spejderforening, men det kan også være en selvorganiseret aktivitet, man tager initiativ til alene eller i en gruppe.
- Deltagelse i aktiviteten skal foregå over en længere kontinuerlig periode. Det vil sige, at deltagelse i camps eller enkeltstående begivenheder ikke kan betegnes som en fritidsaktivitet.
I det positive møde med andre omkring en fritidsaktivitet er der gode muligheder for, at den enkelte unge opdager og udvikler sine potentialer. Et aktivt liv med deltagelse i et fritidsfællesskab er, set i dette lys, en del af svaret på det gode liv. Det gælder naturligvis for alle mennesker – også unge med fysiske, psykiske, kognitive og/eller sensoriske handicap.
Betydningen af et aktivt fritidsliv
Både danske og internationale undersøgelser viser, at børn, unge og voksne med handicap i mindre grad deltager i fritidsaktiviteter sammenlignet med mennesker uden handicap. Den lavere deltagelse er bemærkelsesværdig og står i kontrast til studier, som viser, at mennesker med handicap sætter pris på de samme aktiviteter som mennesker uden handicap, og at der derfor ikke er tale om manglende motivation. Samtidig peger forskningen på, at deltagelse i fritidsaktiviteter er betydningsfuldt – både i et personligt og socialt perspektiv.
På det personlige plan betyder et aktivt fritidsliv bl.a. muligheden for at opleve glæde, frihed, mestring, succes, øget sundhed og øget livskvalitet. Det spiller også en positiv rolle i dannelsen, både identitetsdannelsen, fx “jeg er én, der er glad for naturen”, og i udviklingen af nye færdigheder og potentialer.
På det sociale plan handler det særligt om den positive betydning af at forme venskaber og oplevelsen af at høre til og at blive set og anerkendt. Samtidig handler det også om udviklingen af nye sociale færdigheder som kommunikation og det at omgås andre og indgå i et fællesskab.
De positive effekter af den unges deltagelse i fritidsaktiviteter på det personlige og sociale niveau forudsætter:
- at den unge bliver mødt med engagement, nærvær, fleksibilitet, rummelighed, troenpå succes og autenticitet af foreningens frivillige og de øvrige deltagere til aktiviteten
- at den unges motivation imødekommes
- at aktiviteterne og omgivelserne tilpasses de unges forudsætninger, og der indtænkes både fysisk, pædagogisk og social tilgængelighed.
Når det modsatte er tilfældet, vil det oftest være hæmmende for deltagelsen. Hvad angår unge i social- og/eller specialpædagogiske tilbud vil deres muligheder for at deltage i fritidsaktiviteter dog ofte være påvirket af udefrakommende faktorer som fx de pædagogiske ressourcer på botilbuddet til at ledsage og understøtte de unge.
Aktiviteter i det fri
De fleste mærker nok intuitivt på krop og sjæl, at naturen og det at bruge tid udendørs kan noget særligt. Mange vil kunne genkende, at de ofte har det bedre, når de har været udenfor i det fri, men hvad er det ved naturen, der er så sundt for os alle sammen? Og hvorfor danner naturen en god ramme om fritidsfællesskaber for unge med handicap? Forskning peger på, at ophold og aktiviteter i naturen spiller positivt ind på vores mentale, sociale og fysiske sundhed. I en pædagogisk sammenhæng peges også på, at ophold og aktiviteter i naturen kan bidrage til deltagernes selvudvikling og dannelsen af et robust og modent selv, og at friluftsaktiviteter ofte sætter kroppen i centrum og dermed sætter hele mennesket i spil.
I naturen fjernes mange af de barrierer, som ofte findes i traditionelle sociale miljøer, og naturen giver plads til leg, bevægelse og samarbejde på tværs af forskellige forudsætninger. Aktiviteter som vandreture, bålhygge og andre sansestimulerende oplevelser giver anledning til at samarbejde og til at skabe relationer, som styrker fællesskabsfølelsen. Mens vi samler brænde til det fælles bål, bliver vi afledt af lyden af en spættes hakken eller en sommerfugl, der flyver forbi. Den slags oplevelser udgør et fælles tredje, som vi kan nyde sammen. Det stimulerer en følelse af forbundethed – at man er en del af noget større, som binder os sammen.
Ophold i naturen har ofte også et ustyrligt element. Fordi naturen er levende, kan alt ikke planlægges på forhånd, og løsninger må improviseres. Hvis det regner, bliver vi våde og kolde, og hvad gør vi så? Den slags oplevelser bidrager til en følelse af, at vi alle er i samme båd og styrker sammenholdet, når udfordringerne overvindes. For den enkelte bliver det også en mulighed for at opbygge selvtillid og livsmod gennem mestring af nye udfordringer. Disse potentialer gør sig også gældende for unge med handicap, som oplever, at udeaktiviteter har en positiv indvirkning på både deres fysiske og psykiske form og velvære.

Desværre er der også en række barrierer for, at unge med handicap kan få adgang til og glæde af naturen. Naturen er nemlig ikke et vidundermiddel og gør det ikke alene. For at naturens potentiale som ramme om fællesskab for unge med handicap kan indfries, forudsætter det bl.a., at de fysiske rammer er tilgængelige, og der er tænkt over adgangsforholdene i naturen – fx at der er muligheder for at sidde ned, et jævnt underlag, handicaptoiletter m.m. Derudover er det afgørende, at de frivillige, der møder de unge i friluftsfællesskaberne, er klædt på til at lave inkluderende natur- og friluftsaktiviteter og formår at tilpasse aktiviteterne til gruppen, men med øje for den enkelte.
Afslutningsvis kan det for mange unge være altafgørende, at det praktiske omkring at skulle ud, fx ledsagelse, hjælpemidler og transport, ikke bliver en barriere for at komme ud i naturen eller for muligheden for at få et aktivt fritidsliv. Engagement og initiativ fra fritidsforeninger, social- og/eller specialpædagogiske tilbud samt kommunen kan derfor være et sted at starte, så flere unge med handicap får et aktivt fritidsliv og muligheden for at deltage i aktiviteter i det fri.
Artiklen er en del af inspirationskataloget: Guide til friluftsfællesskaber for unge med handicap, der er udgivet i 2025.
Relateret
Friluftsfællesskaber for unge med handicap er støttet af Friluftsrådet og Kulturministeriet.