Reclaim din krop

Matilde
Den dag i dag har jeg den selvstændighed, jeg har brug for, med én fungerende arm.
Min fortælling
Da jeg var 16, blev jeg indlagt på hospitalet i en måned på grund af en livsændrende hjerneblødning, der gjorde mig lam i venstre kropshalvdel. Jeg mærkede et enormt pres fra andre i forventningen om, at jeg skulle træne mig tilbage til den, jeg var før. Det har været en svær beslutning at sige fra og erkende, at jeg er god nok, som den jeg er blevet.
Den dag i dag har jeg den selvstændighed, jeg har brug for, med én fungerende arm. Jeg mistede en del af mig selv, som jeg har genopfundet i Aarhus.
Jeg er med i Reclaim din krop fordi min krop har været ude for lidt af hvert – og alligevel står den stærkere på den anden side. Jeg kan ikke andet end at elske den.




Uddrag fra bog
Højtryk og lavtryk, Meg Mason (2022)
Det er ligesom at gå ind i biografen, når det er lyst udenfor, men mørkt, når man kommer ud, så man får et chok, fordi man ikke havde regnet med, at det ville være mørkt, men det er det.
Det er ligesom at sidde i en bus fuld af fremmede, der lige pludselig begynder at råbe og skrige og slås hen over hovedet på en, uden at man kan slippe væk.
Man står musestille, og pludselig falder man ned ad en trappe, men man ved ikke, hvem der skubbede en. Der er ingen bag dig.
Det er ligesom, når man går ned i metroen og himlen er blå, og når man kommer op igen, siler regnen ned.
[…]
For det meste er det ligesom vejret. Man ser det komme, men man kan ikke stille noget op mod det. Det kommer uanset hvad.
Jeg har valgt det her uddrag fordi, det beskriver præcis den magtesløshed, jeg følte, da jeg fik min hjerneskade. Vejret bliver en metafor for noget, man ikke kan ændre, selvom det kan være overvældende og skræmmende.
Behind the scenes
Det var en fornøjelse at være med i Reclaim din krop. Der var fokus på at skabe en tryg oplevelse, og vi snakkede om mange forskellige ting. Det var rart, at alle involverede havde en særlig forståelse for handicap – enten fordi de selv levede med et handicap eller havde arbejdet med det i lang tid. Jeg følte mig både set og hørt, især fordi det var første gang, jeg stod foran et kamera.




Om Reclaim din krop
Portrættet er en del af fotoserien Reclaim din krop, der skaber synlighed, bryder med tabuer og normaliserer et intimt liv med sig selv og andre.
Du kan opleve hele fotoserien på Krop og Kærlighed 4.-7. september 2025 og på DOKK1 10.-20. februar 2026.