Ida

Frivillighed, politik & diagnose

I folkeskolen var jeg den stille, søde pige, som altid sad bagerst i klassen, så ingen skulle lægge mærke til, om jeg var kommet i skole, hvis læreren ikke råbte navne op. En usikker skygge af sig selv, som klarede sig godt fagligt. Men jeg gik alene i frikvartererne og kæmpede hver eneste dag for at komme ind i fællesskabet.

På et tidspunkt blev det for meget! Jeg måtte flytte skole i 8. klasse. Her mødte jeg en lærer og generelt et miljø, hvor der var plads til mig. Den nye skole så det, som de fire andre skoler, jeg havde gået på tidligere, ikke kunne.

Jeg var begyndt at få store taleforstyrrelser. Mit hoved var fyldt med så mange tanker, at jeg begyndte at tvivle på, om andre kunne høre dem – som om mine tanker slap ud, uden at jeg selv kunne styre det.

Ikke så lang tid efter fik jeg min diagnose. I det øjeblik føltes det som et slag i ansigtet. Lige fra begyndelsen af folkeskolen havde jeg slået mig selv i hovedet med, at jeg var anderledes og skilte mig ud. Jeg var sikker på, at det var noget dårligt, som havde konsekvenser.

Måske fordi jeg havde oplevet det på egen krop så mange gange før.
Eksempelvis da 15-20 elever fra min skole lavede en Messenger-gruppe, “Idas fanklub”. Her kaldte de mig for mongol, brilleabe og kommenterede ondskabsfuldt og spydigt på mit tøj, og delte det hele med mig.

Min opfattelse af det at være anderledes blev vendt i mit hoved, da jeg blev frivillig i SUMH og mødte mange andre, som på trods af deres udfordringer gjorde nogle fantastiske ting. Med tiden blev jeg mere og mere selvsikker. Og i dag har jeg taget springet til at stille op til kommunalvalget som ungdomskandidat i min kommune.

I dag har jeg lært at elske min diagnose. Jeg har fundet min egen måde at leve med både de positive og de negative sider. Gennem mine oplevelser og mit netværk har jeg fået en unik forståelse for de udfordringer, unge med diagnoser har. Jeg har selv mærket på egen krop, hvordan det føles, når jeg er til et arrangement, og jeg skal bladre gennem alle de ting, jeg har sagt, og tænke over, om det kan misforstås.

Da jeg deltog i portrætserien, blev jeg stylet og fik lagt makeup af professionelle makeupartister, og her fik jeg for én gangs skyld lov til at være lidt ekstra. Jeg fik lov til at vise, at en autist ikke kun er en pige med store høretelefoner, solbriller og en solsikkesnor. Det er et spektrum med mange forskellige typer, udseender og væremåder.

Mød de andre unge