Portrætserie om handicap & ungdom

Ung mand med kort hår. Han holder sin blindestok henover nakken.

Jens Christian

Hvorfor ville du gerne være med i portrætserien?

Fordi, det giver dyb mening. Det handler om handling og repræsentation. Jeg vil gerne fortælle om, hvorfor det at tage ordet er vigtigt for unge – både med og uden handicap.

Om Jens Christian

Alder: 32 år
Handicap: Synshandicap & talblind

Ung mand står med siden til kameraet. I sin hånd kan man se toppen af hans blindestok.

Hvilke oplevelser har formet dig og gjort dig til den, du er i dag?

Den første gang, jeg oplevede at være en del af et godt fællesskab, var for seks-syv år siden. Dansk Blindesamfunds Ungdom var inviteret til at indrette en udstilling i Rundetårn, som skulle fejre 50-året for månelandingen. Ud over at det var lidt ærefrygtindgydende at skulle samarbejde med dygtige og erfarne videnskabsfolk og fagfolk om månelandingen, var det også et forløb, hvor man ærligt ville sikre, at besøgende med lidt eller intet syn og andre handicap kunne deltage. Videnskabsfolkene stillede krav til os. Vi skulle producere 3d-print af månen og Apollo-3 og hjælpe med synstolkningen. Vi blev ikke set som en passiv del af gruppen, som skulle hjælpes. Vi fik ansvar og opgaver.

Om de nye standarder for videnskabsformidling blev ført videre, ved jeg ikke. Men udstillingen blev velbesøgt, og arrangørgruppen og jeg har et godt minde for livet.

Hvad håber du, at publikum får ud af at se portrætserien?

Jeg kan ikke helt se det portræt, du ser nu. For synet på mit seende venstre øje, som har mindre end 10 procent syn, bliver dårligere. Og det var med sandsynlighed bedre, da portrættet blev taget, end det er i dag. Det er et vilkår, jeg skal finde fred med. Selvom det er lettere sagt end gjort, forsøger jeg at smile, hjælpe andre og finde muligheder, hvor begrænsninger opstår. Jeg vil vise, at min blindestok er mere end et essentielt hjælpemiddel.

Jeg håber, de får en større indsigt i, hvor forskelligartet handicap er, og hvor sammensat en gruppe vi er.

Jeg håber også, at vi med vores fortællinger og portrætter kan bidrage til en fortsat god og positiv diskussion i offentligheden, der fokuserer på social bæredygtighed, tolerance og fælles samarbejde.

Mød de andre unge

Portrætserien er fotograferet af Petra Kleis som en del af projektet Ta’ ordet med støtte fra Tuborgfondet.