Jonas

Studiestart, fester & talemaskine

Hvorfor ville du gerne være med i portrætserien?

Forestil dig: Du har en stor computerskærm foran dig hele tiden for at kommunikere. Forestil dig så at sidde på lægens kontor. Men lægen kigger ikke på dig men mod din ledsager, din mor, din ven. Spørgsmålene om din krop og dit helbred bliver stillet til den person, der sidder ved siden af. Det er som at være usynlig.

Det har været min hverdag i 23 år! En konstant kamp for at blive set og hørt som det menneske, jeg er, og ikke som det hjælpemiddel, jeg bruger.

Derfor ville jeg være med i denne portrætserie! Jeg vil vise Danmark, at en person i en kørestol, en person med et talehandicap, er et helt menneske. Vi kan tænke, føle, elske og bidrage fuldstændig som alle andre. Mit portræt skal være et bevis på, at man sagtens kan være skarp i hovedet, selvom kroppen ikke altid følger med.

Hvilke oplevelser har formet dig og gjort dig til den, du er i dag?

Den mest almindelige oplevelse er at blive undervurderet. Det har jeg mødt igen og igen.

Men én episode står særligt klart: Jeg valgte at tage min ungdomsuddannelse på normeret tid, på trods af at vicerektoren indikerede, at jeg nok skulle overveje at tage den over 4-5 år. I det øjeblik tændtes der en ild i mig. En stille, men stædig glød. Jeg besluttede mig for at vise ham og alle andre, der måtte tvivle, at han tog fejl. Jeg ville ikke lade andres negative forventninger definere mine ambitioner.

Tre år senere, da jeg dimitterede med et højt gennemsnit, blev jeg til translokationen kåret som “Årets Fighter”. Min første tanke var: Hvorfor mig? Jeg følte ikke, jeg havde kæmpet mere end de andre elever. Men så begyndte mine klassekammerater at hviske omkring mig: “Det er selvfølgelig Jonas”. ”Det må være Jonas.” Og jeg forstod, at de havde set en kamp, jeg selv havde normaliseret.

I dag kan jeg se, at den oplevelse formede mig. Den viste mig, at min simple handling – at leve mit liv på lige fod med andre – i sig selv er en politisk handling og en inspirationskilde.

Hvad håber du, at publikum får ud af at se portrætserien?

Jeg vil gerne bytte medlidenhed og usikkerhed ud med nysgerrighed!
Jeg ønsker, at publikum skal blive nysgerrige! Nysgerrige på mennesker! Nysgerrige på livet! Nysgerrige på alt!

Hvis en ung person går fra portrætserien med en tanke, der ikke stopper ved kørestolen, men som begynder ved øjnene, så er mit mål nået.

Jeg håber, mit portræt kan være en lille stemme i baghovedet, der minder dig om at tale til personen, ikke om eller hen over dem, næste gang du møder en som mig.

Mød de andre unge