Lea & Alice

Koncerter, kærlighed & kørestol

Hvorfor ville I gerne være med i portrætserien?

Vi vil gerne vise, at handicap er noget, vi kan være stolte af på lige fod med alt det andet ved os selv.

Hvilke oplevelser har formet dig og gjort dig til den, du er i dag?

Lea: I min gymnasietid følte jeg mig nogle gange meget ensom. Jeg husker ikke at blive inviteret med til privatfester. Jeg husker ikke at have overskud til at tage med til elevfester uden for gymnasiet, fordi jeg aldrig vidste, om der var trin eller trapper, som var for høje til at jeg kunne komme over, for smalle døre eller utilgængelige toiletter. Jeg husker, at jeg skammede mig, følte mig uønsket og til besvær.

Jeg blev en del af gymnasiets forfatterværksted, og her blev jeg forelsket i Peter. Han inviterede mig med til sine fester. Han og en gruppe venner løftede mig i min kørestol op ad en trætrappe, op mod lyden af latter, lugten af Breezers, dans og følelsen af fællesskab. Jeg følte mig velkommen. Peter kunne ikke gengælde mine romantiske følelser, men han lod mig vide, at jeg var en af de smukkeste sjæle, han havde mødt.

Da jeg et halvt år efter sad med tårer i øjnene, og var blevet forelsket i en kvinde, var Peter en af de første til at hjælpe mig igennem det.

Jeg ville finde mig selv. Min rejse førte mig til Café Mellemfolk, hvor de havde en elevator og en rampe. Vi malede bannere i regnbuens farver for både pride, feminisme, antiracisme og klima. Her mødte jeg Alice. Alice, med det varme smil, havblå øjne og blonde hår.

Til en koncert så jeg hende træde op på scenen og fylde lokalet med hendes smukke sangstemme. Hun strålede endnu mere end det skinnende rampelys. Da vidste jeg, at jeg var faldet pladask for hende. Selvom jeg ikke turde indrømme det, var jeg så heldig, at hun havde modet til at tage ordet og fortælle mig, at hun gengældte mine følelser.

Hvad håber I, at publikum får ud af at se portrætserien?

Vi håber, at du som beskuer på den ene eller anden måde ser dig selv i alle os, der er med i portrætserien. Vi håber, at vores portræt kan skabe mere synlighed og viden i samfundet om handicap, så det ikke er os med handicap og vores pårørende, der står med informationstjansen alene.

Vi drømmer om, at det bare bliver en helt almindelig ting i alles bevidsthed og hverdage, at folk med handicap selvfølgelig også oplever kærlighed, er en del af festerne, bybilledet og arbejdspladsen.

Mød de andre unge