Portrætserie om handicap & ungdom


Signe
Podcast, løbeture & filterbriller

Hvorfor ville du gerne være med i portrætserien?
Det er vigtigt for mig at være med til at belyse, hvor forskelligt det kan være at leve med et handicap som ung. Man kan godt være livsglad, optimistisk og opnå sine drømme.
Som ung med handicap har jeg i større eller mindre grad samme behov og ønsker som unge uden handicap. Det er vigtigt for mig at være en del af et fællesskab, have en dejlig hverdag, skabe gode minder og føle mig værdifuld. Jeg har lige så meget lyst til at drikke et godt glas vin, tage på ferie til syden eller opleve kærlighed, som alle andre har.
Portrætseriens formål passer enormt godt sammen med visionen for min podcast, Hit med tabuet, hvor jeg også bestræber mig på at bryde diverse tabuer – for eksempel tabuet omkring handicap.
Om Signe

Alder: 23 år
Handicap: Synshandicap. Øjensygdommen Cone Dystrophy

Hvilke oplevelser har formet dig og gjort dig til den, du er i dag?

At fortælle om mit synshandicap de første gange i gymnasiet. Det var enormt grænseoverskridende; grænseoverskridende at fortælle, hvor lidt jeg kunne se, grænseoverskridende at gå med solbriller indenfor, grænseoverskridende at have brug for at gå helt op til tavlen. Selvom det var grænseoverskridende, blev det alligevel nemmere at fortælle om for hver gang, jeg gjorde det. Heldigvis blev jeg mødt af hjælpsomme klassekammerater og nysgerrige øre.
Det kom bag på mig, hvor mange der faktisk gerne ville lytte og prøve at få indsigt i livet med et synshandicap. Det motiverede mig til at fortælle åbent om mit handicap. Og jeg opdagede, at jeg kunne være med til at gøre livet med handicap mindre mystisk og lettere at tale om.
Hvad håber du, at publikum får ud af at se portrætserien?

Forhåbentlig kan publikum se, hvor forskellige vi er og på samme tid, hvor meget vi egentlig bare minder om dem selv, hvad angår lyst, drømme, tanker, følelser osv. Vi er alle blot mennesker, og jeg håber vi i fremtiden kan bryde med tabuet om handicap og spørge mere og snakke om tingene, uden det er mærkeligt, akavet eller føles for grænseoverskridende.
Jeg vil gerne være med til at bryde barrieren mellem mennesker med og uden handicap. Jeg vil gerne sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at vi har en dialog om, hvordan det er at være dig og mig. Jeg synes, vi skal blive bedre til at være nysgerrige på hinanden og ikke være så bange for at spørge og blive klogere.

Mød de andre unge




Portrætserien er fotograferet af Petra Kleis som en del af projektet Ta’ ordet med støtte fra Tuborgfondet.