Portrætserie om handicap & ungdom

Ung mand sidder i elektrisk kørestol. Han har en rød trøje på og er tatoveret på sine hænder.

William

Hvorfor ville du gerne være med i portrætserien?

Som barn og ung ledte jeg med lys og lygte efter forbilleder, der kunne vise mig, hvilken af livets stier jeg skulle vælge. Hvordan er man en ung mand i kørestol? Hvordan passer jeg ind i verden?

Der var ingen forbilleder, jeg kunne spejle mig i. Derfor det er vigtigt for mig at vise mig frem for verden, så måske bare én enkelt anden mand i kørestol kan få inspiration til at finde nogle svar, som jeg selv kæmpede for at finde.

Om William

Alder: 26 år
Handicap: Muskelsvind – Spinal Muskelatrofi 2

Ung mand i elektrisk kørestol med siden til. På hjulet er et klistermærke med skriften 'Ta' Ordet'

Hvilke oplevelser har formet dig og gjort dig til den, du er i dag?

Jeg var et usundt sted, da jeg var teenager. Jeg så verden på en usund måde, og jeg havde ekstremt dårligt selvværd. Jeg prøvede at bevise mit værd på alle de forkerte måder. Mit sind var en mørk skov, hvori jeg fór vild og begyndte at blive mere og mere vred på mig selv. Måske blev jeg så ødelagt som menneske, at jeg til sidst ikke havde noget at tabe. Det gjorde, at jeg kunne hoppe hovedløst ud i nogle nye ting.

Jeg fandt blandt andet litteratur, som gjorde mig klogere – både på verden og på mig selv, og jeg brugte enormt mange timer på frivilligt arbejde, som hjalp mig til at skabe et nyt liv.

Hvad håber du, at publikum får ud af at se portrætserien?

Jeg håber på, at vores portrætserie kan være et slag i bordet, der får folk til at vågne op og elske sig selv.

Jeg har omsider fundet ud af, at jeg også er en gave til verdenen – ligesom alle andre mennesker er. Alt liv er fantastisk, og alle liv er gaver. Det vil jeg have folk til at forstå. Unge skal tro på, at de er smukke, fantastiske, medskabende, medansvarlige, sexede, inspirerende og forbilledlige. Vi er det jo i forvejen, men nogle gange glemmer vi det.

Jeg håber på at kunne være med til at skabe en ny fortælling om mennesker med handicap. Måske faktisk en ny fortælling om mennesker generelt. Der eksisterer enormt snævre forståelser og normer, og dem håber jeg på at kunne udvide eller sågar fuldstændig forandre.

Mød de andre unge

Portrætserien er fotograferet af Petra Kleis som en del af projektet Ta’ ordet med støtte fra Tuborgfondet.